I min første del om hvordan du kommer i gang med din WordPress webshop baseret på WooCommerce, skriver jeg, hvor du kan finde et tema henne til din webshop. Hvis du er helt nybegynder, kan du starte med at læse det indlæg. Men da jeg har oplevet mange spørgsmål om, hvordan man vælger et godt tema, så får du her nogle gode råd til, hvad du kan kigge efter.

Jeg finder primært temaer på Themeforest og på WooCommerce.com. Sidstnævnte er dem, som står bag WooCommerce, som gør det muligt for dig at bruge WordPress som webshop. Men jeg er ikke vild med deres temaer. Hvis du bygger et for bunden, vil jeg anbefale dig, at du bygger det på deres hovedtema Storefront. Men det er et indlæg til en anden dag. For her vil vi gerne kigge på, hvad du skal kigge efter, når du vil i gang med en standardskabelon.

Gå til Themeforest og kig på deres WooCommerce temaer.

Hvad er en standardskabelon

I første omgang lad mig forsøge at forklare hvad en standardskabelon er, fordi det virker til, at det allerede er her, at mange går galt i byen.

En WordPress webshop består af en hjemmeside, hvor du har installeret WordPress og plugin’et WooCommerce. Ovenpå det installerer du et tema, som bliver selve udseende på din webshop.

Når det kommer til dit tema, har du to muligheder. Du kan vælge en standardskabelon eller få designet et tema. Sidste del af en dyr løsning da du skal have en designer og udvikler indover. Det er i sidste ende grunden til, at mange starter med en standardskabelon.

En standardskabelon er et tema, som allerede er designet. Nogle standardskabeloner indeholder kun det, som du ser i demoen, mens andre har en masse muligheder for at ændre indstillinger. Sidstnævnte er klart at foretrække, da det gør, at dit standardtema ikke ligner andres med samme tema.

Men du kan ikke forvente, at du kan ændre det hele, når du har valgt sådan en løsning. Der vil altid være visse begrænsninger, og det er hele grunden til, at jeg har skrevet det her indlæg.

Du får nogle gode råd til, hvordan du vælger et tema til din webshop. Herudover skal du overveje om det overhovedet er realistisk for din webshop at benytte en standardskabelon.

Indlægget er bygget op om nogle forskellige spørgsmål, som du kan stille dig selv. Dvs. at det ikke er sikkert, at alle punkterne er relevante for dig.

Hvad skal du sælge?

Det her punkt ved alle godt, for ellers ville du ikke læse dette indlæg om at starte en webshop. Når du skal i gang med at kigge på standardskabeloner, skal du vide, hvordan du vil præsentere dine produkter.

Hvis du f.eks. sælger tøj, så vil du typisk gerne have store flotte billeder, så kunden kan se, hvad de kan vælge af tøj. Ved andre webshops kan det være mindre vigtigt, om du har store flotte billeder.

Du bør også kigge på, hvor teksten står under produktbeskrivelsen, for hvis du skal i gang med søgemaskineoptimering, så vil du gerne have mulighed for at kunne skrive nogle gode produktbeskrivelser. I nogle temaer vil du opleve at en kategoribeskrivelse står over dine produkter, og det vil jeg ikke anbefale. For når du så skriver 1000 ord, så skal dine kunder pludselig scrolle for at komme ned til dine produkter.

Dit udgangspunkt

I første omgang finder du alle de temaer, som du kan lide. Du kan 100% ændre farverne i dit tema, så det er ikke her, at du skal bruge din energi, når du vælger tema.

Du skal kigge på, om du kan lide selve designet af temaet. Når du vælger en standardskabelon, bliver du nødt til at gå gennem mange af dem, fordi du skal finde det, som vil være bedst for din webshop. Du kan ikke få det 100% på din måde. Målet er at komme så tæt på 100% som muligt.

Jeg anbefaler, at du laver et dokument, hvor du gemmer alle de temaer, som du godt kan lide. Herefter er du klar til at gå videre og kigge nærmere på de temaer, som du har valgt.

Er det et responsive tema?

Alle temaer burde i dag være responsive (udtalt på engelsk 🙂 ), så det her punkt burde ikke længere være relevant. Men nu har jeg taget punktet med, fordi hvis de ikke engang har styr på det her, så skal du kassere temaet med det samme.

Responsive betyder, at temaet fungerer på alle platforme. En hurtig simpel test er, at når du ser deres demo for temaet, gør du din browser mindre og ser, hvordan temaet kommer til at se ud. Hvis det ikke ændrer form, skal du ikke gemme det på listen.

Hvis det fungerer, er du klar til at tage temaet videre til næste punkt.

Hvordan ser dit tema ud på mobil og tablet?

Grunden til, at jeg har dette med så tidligt, er, at du skal regne med, at kunder køber dine produkter fra computer, mobil og tablet. Mange bruger ikke længere deres computer, når de køber online, fordi vi er blevet vant til, at vi kan købe produkter, når vi sidder på toi… jeg mener sofaen.

Så nu gennemgår du alle de gemte temaer for at se, hvordan de fungerer på mobil og tablet. Igen kan du gøre det ved at gøre din browser mindre. Når du gør den mindre, ser du, hvordan det vil se ud på en mindre skærm.

Nu vurderer du igen designet af de forskellige temaer på henholdvis mobil og tablet. Hvis du ikke kan lide udseende her, skal du droppe temaet, for det er alt for besværligt, hvis du skal ind og ændre dette efterfølgende.

Hvad kan du ændre?

Ja, det er her, at mange bliver slemt skuffede, når de køber en standardskabelon til deres webshop. Jeg har haft mange henvendelser med webshopejere, som spørger mig, om de ikke lige kan flytte rundt på ting. Da WordPress er open source kan det sagtens lade sig gøre, men ikke på den måde eller til den pris, som de regner med. Hvis det skal være let og billigt at ændre noget i temaet, så skal temaets designere have gjort det muligt.

I de fleste webshoptemaer er det meget begrænset, hvad du kan ændre. Når du gennemgår listen over dine temaer, skal du vurdere, hvad du har mulighed for at ændre. Det har altid undret mig, at demoen kun indeholder selve designet, for som webshopejer vil man gerne se, hvad man kan ændre i kontrolpanelet.

Din bedste mulighed er at læse dig frem til, hvad du kan ændre. De burde også have nogle screenshots med kontrolpanelet. I gode demoer vil der være mulighed for at se forskellige opsætninger af din webshop.

Hvis du har specifikke ønsker, kan du skrive til sælger eller benytte temaer med tilbagebetalingsgaranti.

I første omgang vil jeg ikke kassere temaer, selvom du måske skal ind og tilkøbe nogle udviklingstimer. Se mere under punktet “Du kan altid tilkøbe småtilføjelser“.

Vælg et tema med en god demo

Jeg vil generelt anbefale, at du vælger et tema, hvor du kan lide demoen. Du skal ikke regne med, at du kan lave det hele om, når du først har købt temaet, for så er der en slem risiko for, at du bliver skuffet.

Gennemgå derfor alt i demoen så du er sikker på, at du får et webshoptema, som du bliver tilfreds med. På Themeforest er det en god idé at gå efter temaer, som arbejder med deres tema professionelt. Her vil der oftest være flest muligheder for at ændre ting i temaet.

Hvis de har en demo, hvor du kan se flere eksempler på, hvordan din webshop kan se ud, så er der en god chance for, at de har et godt kontrolpanel.

Selvom du finder et tema med en demo, som du godt kan lide, så husk lige at gå gennem alle mine punkter, så du ikke køber et tema, som du ikke vil have. Se her næste afsnit om plugins.

Hvilket plugins bruger temaet

Mange tror, at når de har købt deres tema, så ligner det demoen. Det er nærmest aldrig tilfældet. Mange temaer bruger diverse plugins, da de på den måde selv slipper for at kode det til temaet. F.eks. vil en slider ofte være en plugin og faktisk ikke en integreret del af temaet.

Ofte vil dette ikke være noget problem, men generelt foretrækker jeg at minimere brugen af plugins, da det risikerer at gå udover webshoppens hastighed.

Det gode ved plugins som har en betalt version er, at de hele tiden bliver opdateret. Selvom du køber en standardskabelon, skal du stadigvæk selv sætte din webshop op og opsætte WooCommerce korrekt. Du kan selvfølgelig også hyre mig til det. Se mere her.

For hvert plugin, som temaet bruger, gå på Google og søg på dette plugin. For så kommer der altid anmeldelser frem om plugin’et. Du kan sagtens risikere, at temaet bruger plugins, som koster penge eller som er dårlige for hastigheden. Alt dette er dit job at undersøge, inden du køber temaet.

Temaer med tilbagebetalingsgaranti

En af de ting som jeg godt kan lide ved Themeforest er, at nærmest alle deres temaer har tilbagebetalingsgaranti. Det har den kæmpe fordel, at hvis du køber et tema, som ikke kan det, som du havde regnet med, så kan du bytte det.

Bytte på nettet betyder egentlig bare, at du skriver til dem, og så får du dine penge tilbage. Hvis du har råd til det, kan du sagtens købe ti temaer og dermed undersøge dem nærmere.

Men du skal huske at tjekke, om temaets sælger har tilbagebetalingsgaranti (money back guarantee.)

Du kan altid tilkøbe småtilføjelser

Det fede ved WordPress, og dermed din WooCommerce webshop, er, at det er open source. Det betyder, at du altid kan tilføje noget til din webshop. Dvs. hvis du elsker alt ved et tema, undtagen tekstens placering, så har du mulighed for at ændre det.

Så længe du kun har behov for småændringer, så burde det ikke være noget problem. På Lavenwebshop.dk har jeg en udvikler tilknyttet, hvis du skal have lavet noget til din webshop. Det koster 750 kr. i timen, men du kan selvfølgelig få et fast tilbud, så du ved, hvad du skal betale.

FÅ TILBUD PÅ PROGRAMMERING

Hvis du har nogle spørgsmål til, hvordan du vælger et godt tema, så må du meget gerne skrive dem til mig, for så kan jeg tilføje dem til denne guide.

Der er lukket for kommentarer.