|

Sådan kommer din webshop i gang med influencer marketing

Vi følger oftest andre folks anbefalinger, når vi skal købe noget. Særligt hvis dem der anbefaler, er nogle, vi kender og stoler på i forvejen. Derfor giver det god mening at finde en kendt influencer, der kan markedsføre dine produkter. Men det er ikke lige meget, hvilken du vælger. Læs med her, og find ud af, hvordan du finder den helt rigtige influencer til at markedsføre produkterne i din webshop.

Du kender med garanti navne som Fie Laursen, Mascha Vang, Astrid Olsen, Frederik Brasch og måske også Lakserytteren, Niki Topgaard, Linse Kessler og Gekko. De er alle sammen influencere, der via deres tv-programmer, YouTube-kanaler eller profiler på diverse sociale medier, påvirker deres følgere inden for et bestemt område.

Heldigvis behøver du ikke nødvendigvis at række ud efter influencerne på øverste hylde for at få markedsført de produkter, du sælger i din webshop. For der findes en hel ”underskov” af influencere. De har ganske vist væsentlig færre følgere. Men til gengæld er de virkelig kendte inden for den niche, som netop dine produkter er interessante for.

Udfordringen er bare at finde dem, sikre sig at de er de rigtige, og at du rent faktisk kan forvente dig at få det udbytte, du ønsker dig, ved at samarbejde med dem.

Hvad er en influencer?

En influencer er en person, som har opnået så stor popularitet inden for en bestemt niche eller målgruppe, at de har indflydelse på deres følgeres meninger, holdninger og indkøb. Indflydelsen har de fået ved at skabe indhold, der har fanget følgernes interesse. Samt ved at interagere med følgerne gennem kommentarer, likes og delinger.

De fleste influencere tjener penge på sponsorerede indlæg, product placements, reklameaftaler, salg af egne produkter eller affiliate marketing. Så har du et produkt, der passer til den gruppe af følgere, som en bestemt influencer har, kan du købe dig adgang til målgruppen.

3 forskellige størrelser af influencere

Typisk har influencere indflydelse på folk, som enten er generelt interesseret i – eller interesser sig for et bestemt emne inden for – mode, skønhed, træning, madlavning eller teknologi.

Men i praksis findes der influencere inden for stort set alle interesseområder og brancher. De er bare sjældent særlig kendte uden for folk i målgruppen. Derfor koster de ikke så meget at bruge i din markedsføring og kan oftest skabe et bedre resultat for dig.

Af den grund kan det være en god idé at gå efter de mindre – såkaldte nano-influencere – som rammer målgruppen præcist, frem for at vælge en af de store makro- eller mikro-influencere. De når ganske vist ud til flere. Men de har måske kun en perifer interesse i det, du sælger.

OnPay - Betalingløsning

De tre influencer-typer

Generelt findes der tre influencer-typer: Makro-, mikro- og nano-influencere:

Makro-influencere

Makro-influencere tæller typisk deres følgerskare i hundredtusinder.

Det er typisk realitystjerner, skuespillere, musikere, gamere eller andre personer, som har opbygget et stort publikum gennem sociale medier eller YouTube-kanaler.

De har typisk en enorm rækkevidde og kan skabe betydelig brand awareness på kort tid. Til gengæld har de sjældent nær så tæt og personlig forbindelse til deres følgere, ligesom det måske kun er en lille procentdel af deres følgere, som finder dit produkt relevant. Og så koster de oftest kassen at bruge.

Men har du et produkt, som rammer den brede befolkning, kan de virkelig skubbe varer over disken.

Mikro-influencere

Mikro-influencere har typisk titusinder af følgere.

De er oftest eksperter inden for en bestemt niche eller branche. F.eks. inden for teknologi, gaming eller madlavning.

De har oftest en tættere forbindelse til deres følgere, et højere engagement fra følgerne og koster en del mindre at anvende i markedsføringen.

Nano-influencere

Nano-influencere tæller typisk deres følgere i tusinder.

Det er typisk helt almindelige mennesker, som har en særlig viden eller holdning til et bestemt emne. F.eks. ufoer. Her har Frederik Dirks Gottlieb, der er vært på DR-podcasten Flyvende Tallerken en følgeskare på 13.000 på Instagram.

Fordelen ved nano-influenceren er netop, at de rammer en mere snæver og specialiseret målgruppe, har et ekstremt tæt og højt engagement med deres følgere og typisk er så prismæssigt overkommelige, at selv mindre webshops har råd til at bruge dem i markedsføringen.

Hvordan foregår samarbejdet med en influencer?

Så næsten uanset hvad du sælger i din webshop, kan det give god mening at finde en influencer, som kan hjælpe med at øge synligheden af din online-forretning hos dem, der interesserer sig for de produkter, du sælger.

Selve markedsføringen af produktet kan foregå på mange forskellige måder.

Sponsoreret indslag

Sponsorerede op- eller indslag er nok den mest almindelige måde at markedsføre dine produkter på. Her skaber influenceren noget indhold, som fremviser eller anvender produktet, du vil have markedsført. Og henviser så til din webshop på en eller anden måde, som gennemgås længere nede.

Influenceren er dog forpligtet til at fortælle, at du har betalt for at få produktet præsenteret. Ellers kan han eller hun risikere at få en bøde for skjult markedsføring. Således fik en influencer tidligere på året en bøde på 50.000 kroner ved retten i Glostrup for ikke at have oplyst, at der var tale om en betalt reklame.

Anmeldelser

Der er også mange influencere, som anmelder produkter. Enten ved at du betaler dem for det, eller ved at de får produktet. Hvilken model influenceren er interesseret i, afhænger typisk af, hvorvidt vedkommende er makro-, mikro- eller nano-influencer. Samt hvilken værdi produktet har.

For at influenceren kan bevare sin troværdighed over for sine følgere, skal du være opmærksom på, at han eller hun kan risikere at give det en dårlig anmeldelse. Eller nævne dårlige egenskaber ved dit produkt, for at anmeldelsen skal virke så neutral og troværdig som muligt på følgerne.

Folk er jo ikke dumme. Hvis en influencer altid kun taler godt om de ting, vedkommende anmelder, mister han eller hun hurtigt sin troværdighed.

Få influenceren på besøg

Nogle influencere tager også ud og f.eks. besøger din webshop. Det giver følgerne et kig bag kulisserne, som kan være med til at føle en tættere tilknytning til din webshop. Eller synes bedre om jer, fordi de ser, hvor stor umage I gør jer, med at ekspedere folks ordrer. Og pakke varerne forsvarligt ind.

Det koster dig selvfølgelig et beløb til influenceren for promoveringen og mikses typisk sammen med en af de andre markedsføringsmuligheder, der er gennemgået ovenfor.

Se produktet i brug

Det kan også være, at influenceren viser dit produkt i brug. F.eks. ved at tage det på, hvis det er noget tøj, et smykke, noget sminke eller et par solbriller.

Har du et mere kreativt produkt, kan det også være, influenceren viser sine følgere, hvordan han eller hun bruger produktet i sine egne kreationer, design eller kollektion.

Et fast samarbejde

Nogle influencere tilbyder også et fast samarbejde, hvor de løbende promovere enten et bestemt produkt eller en bestemt kategori af produkter fra din webshop, som deres følgere er særligt interesserede i.

Her betaler du typisk et fast beløb pr. måned i den periode, samarbejdet kører. Samt en procentdel af salget.

Fordelen ved et længerevarende samarbejde er, at influenceren så kan påvirke sine følgere i længere tid. Og at følgerne kan se, hvordan influenceren anvender produktet – samt om det bliver ved med at være pænt at se på og bliver ved med at fungere.

Influencerens egen produktlinje

I nogle tilfælde kan du indgå en aftale med en influencer om, at de får deres egen version af produktet. Det kræver dog oftest, at der bliver investeret i et større antal produkter. For typisk skal der produceres mange eksemplarer, for at det kan betale sig – medmindre du sælger et digitalt produkt, selvfølgelig.

Her betaler du typisk influenceren et fast beløb up front for at være med til at designe eller tilpasse produktet. Og afregner så en fast procentsats pr. solgt produkt. Oftest en større procentsats, end en forhandler ville få.

Netop denne procentsats skal du være opmærksom på, når du skal sælge produktet. For det sætter nogle grænser for prissætningen – og dine muligheder for at sælge det gennem forhandlere eller med særlige rabataftaler.

Dandomain - Webshop

Hvordan betaler du influenceren for promoveringen?

Der er stor forskel på, hvordan og hvor meget influenceren skal have for at promovere dit produkt. Prisen afhænger af mange ting, som f.eks. størrelsen af influencerens følgeskare, produktets værdi og hvordan influenceren skal henvise til produktet.

Et engangsbeløb

Mange influencere opkræver typisk et engangsbeløb for en omtale. Beløbets størrelse afhænger dels af ovenstående parametre samt omfanget af omtalen. Altså hvor meget tid, hvor mange opslag, eller hvor mange ord influenceren bruger på produktomtalen.

Derudover opkræver mange influencere også en bonus, som afhænger af hvor stort et salg, omtalen skaffer dig.

Det kan skrues sammen på et hav af måder.

De får produktet

Som tidligere nævnt kan mange – især de mindre nano-influencere – tit overtales til at omtale produktet, imod at de får det. Som også nævnt, afhænger det selvfølgelig af produktets værdi. Der er ingen influencere, du får til at omtale et produkt til en værdi af et par hundrede kroner.

De får oplevelsen

Sælger du f.eks. rejser, oplevelsesgavekort eller lignende, er det også muligt at den oplevelse, influenceren skal omtale, indgår som en del af betalingen.

Rabatkoder

F.eks. kan influenceren give sine følgere en rabatkode til dit produkt. Det gør det nemt at spore, hvor mange der har reageret på influencerens omtale af dit produkt. Og giver følgerne en kontant fordel ved at følge vedkommende.

Her vil influenceren typisk tilbyde dig en aftale, der består af føromtalte grundbeløb for selve omtalen og en bonus, der er baseret på, hvor mange der bruger koden.

Affiliate link

Den samme aftale vil influenceren ofte tilbyde, hvis du giver ham eller hende et såkaldt affiliate-link til produktsiden på din webshop. Det virker ligesom rabatkoden ved, at det bliver muligt at spore, hvor mange følgere der har reageret på influencerens markedsføring af produktet.

Men hvor traditionel affiliate marketing ikke koster dig noget, hvis det ikke genererer noget salg, skal du forvente, at du skal betale et grundbeløb for udviklingen af influencerens indhold. Og så er affiliate-procenten den bonus, som influenceren indkasserer for salget.

Salg fra influencerens egen webshop

Du kan også indgå en forhandleraftale med influenceren, så vedkommende sælger dit produkt fra sin egen webshop. Enten på influencerens hjemmeside eller en webshop på Instagram eller Facebook.

Det foregår oftest som en slags drop-shippingløsning, hvor du modtager og håndterer ordren, når den er gået ind på influencerens webshop.

Igen skal du typisk betale et grundbeløb for promoveringen over for influencerens følgere. Men herefter tjener influenceren kun penge på den fortjeneste, som han eller hun får på salget af produktet.

Giveaways og konkurrencer

Du kan også vælge at influenceren giver et antal af produkterne væk til følgerne. F.eks. ved at afholde en konkurrence, der har en eller anden form for relation til produktet.

Den slags kan sagtens skabe noget opmærksomhed omkring både produktet og din webshop. Men så snart konkurrencen er overstået, har folk oftest glemt både webshop og produkt – fordi de ikke fik eller vandt produktet.

Så selvom det lyder spændende og besnærende, er det nok den mindst effektive måde at bruge influencere i markedsføringen på.

Procenter af salget

Har du indgået en fast aftale med en influencer om at promovere bestemte produkter eller en bestemt produktkategori? Eller har du produceret en særlig udgave eller en speciel kollektion af produktet i samarbejde med influenceren?

Så er det også muligt at afregne influenceren ved at give ham eller hende en fast procentdel af salget for det pågældende produkt eller den enkelte produktkategori.

Hvordan vælger du den rigtige influencer til din webshop?

Den allervigtigste beslutning i forbindelse med influencer marketing, er, hvilken influencer du skal vælge. Det kan være utroligt svært at gennemskue, da det både afhænger af, hvad det er for et produkt, der skal promoveres, hvad det bruges til, og hvem der har brug for produktet.

Generelt gælder det, at jo flere der kan have glæde af produktet, jo ”højere op på hylderne” skal du. Sælger du omvendt et specialprodukt, kan det oftest betale sig at gå efter de mindre mikro- og nano-influencere, der har følgere med netop de problemer, som produktet kan løse.

En lidt mere detaljeret proces kunne f.eks. se sådan ud:

  1. Hvad vi du have ud af samarbejdet? Allerførst: Hvad er det, du vil have ud af dit samarbejde med en influencer? Skal det være et bedre kendskab til din webshop som helhed? Eller er det bestemte produkter eller produktkategorier, du ønsker at promovere? Husk at være konkret frem for bare at definere nogle fluffy mål. Det er bedre at sige, at du vil øge omsætningen med 25 % end at du vil have en større omsætning.
  2. Hvor stort et budget har du? Ud fra dit mål, skal du bestemme dig for et budget til influencer marketing på forhånd. Så kan du løbende justere det i takt med, at du finder ud af de næste spørgsmål. Eller holde fast i det og se, om du kan få indfriet de mål, du har for udbyttet af samarbejdet. Eller er nødt til at justere dem – og i så fald om du vil være tilfreds med det udbytte, du så får.
  3. Forstå din målgruppe: Hvad er det for problemer, behov, ønsker eller drømme, folk har, som din webshop, dit produkt eller den udvalgte produktkategori løser? Er det noget, som en influencer vil have nemt ved at italesætte? Og hvor meget arbejde forventer du, det vil kræve for både influenceren og dig selv?
  4. Hvilken type influencer går du efter? Alt efter dit budget og karakteren af dit produkt, skal du nu beslutte dig for, om du vil gå efter en makro-influencer med stort reach. Eller hellere vil gå efter en mikro-influencer med lidt mindre og mere specialiseret reach. Eller en nano-influencer, som har godt fat i den helt ideelle målgruppe for dit produkt.
  5. Hvilke influencere er kendt inden for disse områder? Med influencertypen på plads, kan du begynde at undersøge, hvilke influencere der har interesse og følgere, som svarer til den målgruppe, du har brug for. Tjek eventuelt, om der allerede er nanoinfluencere inden for f.eks. den branche eller den interessesfære, dit produkt henvender sig til. De vil oftest være det billigste og mest effektive sted at starte.
  6. Tjek influencerens engagement: Tjek engagement-raten hos den eller de influencere, du har udvalgt. Det er forholdet mellem antallet af følgere og antallet af interaktioner, som f.eks. likes, delinger og kommentarer. En høj engagementsrate indikerer, at influenceren har et aktivt og engageret publikum, som oftest vil være mere motiveret til at følge influencerens anprisninger.
  7. Vurder influencerens autenticitet og troværdighed: Gennemgå influencerens tidligere indhold for at sikre, at han eller hun fremstår autentiske og troværdige. Vær især opmærksom på, om de har mange sponsorerede indlæg, altid anmelder produkter positivt og andre forhold, som kan være med til at mindske deres troværdighed blandt deres følgere.
  8. Tag kontakt til influenceren: Næste skridt er at kontakte den eller de influencere, som du kunne tænke dig at samarbejde med. I nogle tilfælde skal du gennem et bureau, som står for den kommercielle del af influencerens forretning. I andre tilfælde styrer influenceren det selv. Det kan du læse mere om lidt senere i artiklen.
  9. Forhandl kontrakt og vilkår på plads: Langt de fleste influencere har en fast ”prisliste”, som du kan vælge ydelser fra. Andre er mere åbne for at skræddersy en aftale. Det er meget forskelligt, ligesom det er meget forskelligt, hvilke vilkår de tilbyder for samarbejdet – og hvilket prislag det ligger i. Det centrale for dig er at beregne, om prisen svarer til, hvad du er villig til at betale for at få det antal kunder, som du forventer.
  10. Start samarbejdet og mål på resultaterne: Kan I blive enige om pris, vilkår og kontrakt, kan samarbejdet sættes i gang. Her er det vigtigt, at du får målt på de resultater, samarbejdet giver, og sikrer dig, at de lever op til dine forventninger. Resultatet af disse målinger kan du bruge både til at evaluere den enkelte kampagne og til at justere på fremtidige aftaler med den samme eller andre influencere.
Morningscore

Hvordan får du kontakt til en influencer?

Som allerede nævnt foregår kontakten til en influencer enten direkte med vedkommende eller går gennem et bureau.

Der er fordele og ulemper ved begge metoder.

Influencer via bureau

Vælger du en influencer, som bruger et bureau, vil det oftest betyde, at det er dyrere at arbejde sammen med influenceren. Samtidig vil bureauet tit være mellemmand i kommunikationen med influencerne. Det giver dig mindre kontrol over samarbejdet. Desuden kan du risikere, at bureauet vil forsøge at sælge dig en influencer, som ikke matcher din målgruppe 100 %, hvis de ikke har den optimale influencer i deres stald.

Til gengæld skal du bruge mindre tid på både at finde og arbejde sammen med influenceren. For bureauet kan både rådgive dig om, hvilken influencer du skal vælge og har tit en bred vifte af influencere tilknyttet, som de kan vælge mellem.

Samtidig kan du regne med, at bureauet er med til at holde kvaliteten høj hos de influencere, de har tilknyttet. For det kan jo ikke betale sig for dem at formidle nogle influencere, som ingen har tillid til.

Endelig kan bureauet give juridisk og kontraktmæssig hjælp. Hvis de da ikke kun har en standardkontrakt, som du er nødt til at æde, hvis du vil samarbejde med influenceren.

Direkte kontakt med influenceren

Fordelen ved de influencere som ikke bruger bureau, er, at de oftest er billigere at samarbejde med, og at du har større kontrol med produktionen, fordi bureauet ikke er mellemmand hele tiden.

Til gengæld er det mere tidskrævende både at finde og arbejde sammen med influenceren. Fordi du er direkte involveret, og selv skal støve den rigtige influencer op.

Det betyder samtidig, at du nemt kan lave nogle endog ret grimme fodfejl, hvis du ikke har nogen erfaring med at samarbejde med influencere.

Endelig kan du også risikere, at kvaliteten ikke bliver god nok, fordi både du og influenceren stiger jer blinde på de forkerte ting. Eller ikke har en med større erfaring med influencere til at stille alle de kritiske spørgsmål. Eller forholde sig kritisk til slutresultatet.

Fordele og ulemper ved at bruge bureau eller have direkte kontakt med influencere


Influencer via bureauDirekte kontakt med influencere
TidsforbrugTidsbesparende, da bureauet håndterer søgning og kontakt med influencere.Tidskrævende at finde den rigtige influencer selv og nemt at overse den rette.
OmkostningerHøjere omkostninger på grund af bureauets gebyrer.Lavere omkostninger, da der ikke er nogen fordyrende mellemmand.
RådgivningAdgang til rådgivning om både valg af influencer og selve markedsføringen.Har du ikke selv erfaring med influencer marketing, kan du nemt begå fejl.
KvalitetssikringBureauer kvalitetssikrer ofte influencere og deres følgere.Du kan have svært ved at vurdere både kvalitet og influencerens oplysninger.
Hjælp til kontrakt og forhandlingBureauet har forstand på at skrue kontrakten sammen.Du har selv ansvaret eller skal stole på, at influenceren har styr på juraen bag.
Personlig kontaktI mange tilfælde har du ikke direkte kontakt med influenceren eller har kun en mere formel relation til vedkommende.Du kan bedre opbygge en personlig relation med influenceren ved at have den direkte kommunikation.
Kontrol over indhold og influencerDu får mindre kontrol over valg af både influencer, udvikling af indhold, og hvordan dit produkt indgår i dette.Her får du oftest direkte indflydelse på indholdet inden for de rammer, som influenceren tillader, at du blander dig.
FeedbackFeedback til eller fra influenceren formidles oftest af bureauet.Her kan du give og få direkte feedback fra influenceren om dit produkt eller brand.
SHUP - Webshop

Skal eller skal du ikke bruge en influencer til at markedsføre din webshop

Som allerede nævnt kan valget af den rigtige influencer have stor indvirkning på omsætningen i din webshop. Omvendt kan det være svært at finde den rigtige, få udviklet det rigtige indhold og få opfyldt dine forventninger til resultatet.

Men går du frem efter den fremgangsmåde, jeg har skitseret ovenfor og er klar over de muligheder og faldgruber, jeg har skitseret, har du en meget større chancen for at få succes med at bruge influencer marketing til din webshop.

Valget er dit.

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *