Sådan får du markedsført din webshop med Google Ads og Google Shopping

De fleste besøgende kommer ind på din webshop fra en produktsøgning i Google. Så ranker din webshop ikke godt nok for de produkter, den sælger, er annoncering i søgeresultaterne en god måde at skabe bedre synlighed for din webshop. Læs her, hvilke muligheder du har, og hvordan du kommer i gang med at annoncere i søgeresultaterne.

Som webshopejer handler det om at få kunderne til at vælge din webshop frem for konkurrenterne, når de søger efter den slags produkter, som du sælger.

Hvad gør du, hvis din webshop ikke ligger højt i de organiske søgeresultater?

Det slag slås naturligvis i søgemaskinerne – eller rettere Google. Her er konkurrencen om de trafikgivende første placeringer på side 1 i søgeresultaterne hård.

Så kan du ikke få din webshop til at ranke godt nok i de organiske søgninger, er du nødt til at købe dig til en bedre synlighed ved hjælp af annoncer.

Annoncerne har den yderligere fordel, at de vises over over de organiske søgeresultater. Og at du har mulighed for at få vist billeder af produkterne. Det giver dig en større chance for, at folk klikker ind på din webshop fra annoncen frem for de konkurrenter, som ranker højt i de organiske søgeresultater.

Billy - Regnskabsprogram

Hvilke annoncemuligheder er der?

Du kan købe annoncer på alle de søgemaskiner, der findes på nettet. Men herhjemme har Google så stor en dominans på markedet, at du i praksis kan nøjes med at købe betal annoncering hos dem.

På Google har du flere to muligheder for at købe dig til visninger i relevante søgninger:

  • Google Ads: Dette er den mest almindelige annonceform, hvor du får vist en annonce oven over de organiske søgeresultater. Annoncen ligner et helt almindeligt søgeresultat, men har tilføjet en lille ”Sponseret” tekst oven annoncen. Klikker folk på din annonce, bliver du opkrævet et klikgebyr, som afhænger af konkurrencen på søgeordet. Men klikker folk ikke på annoncen, koster visningen dig ingenting.
  • Google Shopping: Google Shopping vises med produktbilleder, produktnavn og pris i en karrusel oven over produktsøgninger på Google. I karrusellen vises der typisk flere forskellige webshops. Tjenesten fungerer ved, at du uploader produktdata og billeder på de produkter i din webshop, du vil annoncere for. Klikker folk på din annonce, betaler du for klikket – og ellers koster visningen dig ikke noget.

Der er fordele og ulemper ved begge annonceformater – og tit betaler det sig, at oprette begge typer annoncer. Det giver dig så at sige flere lodder i lotteriet, uden at det koster dig flere penge at spille.

For som sagt betaler du kun for de visninger, hvor folk klikker på din annonce.

Sådan kommer du i gang med Google Ads

Den nemmeste måde at komme i gang med at bruge Google Ads, er ved at vælge denne fremgangsmåde:

  1. Definer din annonceringsstrategi: Start med at definere dine mål og din målgruppe. Hvad vil du opnå med dine annoncer? Hvem vil du nå ud til? Hvad er dit budget? Det kommer vi tilbage til om lidt.
  2. Opret en Google Ads-konto: Hvis du ikke allerede har en Google Ads-konto, skal du oprette én ved at gå ind på https://ads.google.com og følge guiden der.
  3. Lav en annoncekampagne: Dernæst skal du oprette en annoncekampagne. Her vælger du annonceformat, som f.eks. tekstannoncer, billedeannoncer eller videoannoncer.
  4. Vælg dine målgrupper: Angiv, hvem du vil målrette dine annoncer mod. Du kan målrette efter faktorer som geografi, køn, aldersgruppe, interesser og søgeord.
  5. Opret dine annoncer: Angiv de søgninger (søgeord), som du vil annoncere på. Til hver annonce skriver du nogle stærke annoncetekster med et klart budskab, som giver folk en rigtig god grund til at klikke på din annonce.
  6. Indstil dit budget: Angiv, hvor meget du vil bruge på din kampagne, hvor stor en del af budgettet, du vil bruge om dagen, hvor høje bud du vil give på annoncerne, og hvordan du vil betale for dine klik.
  7. Sæt kampagnen i gang: Når alt er klart, sætter du kampagnen i gang. Så begynder dine annoncer forhåbentligt at dukke op i søgeresultaterne. Ellers bør du forøge dine bud og evt. dit budget. Eller tjekke, om din annonce bryder nogle af Google annonceregler.
  8. Overvåg, og juster din kampagne: Overvåg din kampagne regelmæssigt for at se, hvordan den præsterer, og foretag justeringer efter behov. Derved kan du hurtigt få stoppet kampagner, som ikke giver dig brugbare resultater.

Husk at du også kan få vist Google Ads på YouTube og hos de mediepartnere, der viser Google Ads på deres hjemmeside. Det giver dig mange veje til at få udbredt kendskabet til din webshop.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at du kan forbinde dine Google Ads med din webshops Google Analytics-konto, så du kan se, hvilke annoncer og annoncekampagner som genererer flest salg. Den viden kan du bruge til at optimere dine annoncer og annoncebudgetter med.

Hvordan definerer du din annoncestrategi

Det springende punkt ved Google Ads er at få defineret din annoncestrategi korrekt. Her kan du med fordel bruge disse tjekpunkter:

  • Start med dine mål: Her er der flere muligheder. Men annoncerer du for at sælge flere produkter, er dit overordnede formal, at få flest muligt til at klikke ind på din webshop, lægge produktet i kurven og gennemføre og betale for ordren.
  • Definer din målgruppe: Hvem vil du nå ud til med dine annoncer? Identificer de ideelle kunder, som er mest tilbøjelige til at købe dine produkter. Har kan du med fordel bruge Googles værktøj til at vælge afgrænse specifikke målgrupper baseret på alder, køn, geografi, interesser og adfærd.
  • Fastlæg dit budget: Hvor mange penge vil du bruge på din annoncekampagne? Det er vigtigt at fastsætte et realistisk budget og tage hensyn til din branche, dine konkurrenter, og hvor aggressiv du vil være med din annoncering.
  • Vælg de bedste annonceformater: Der er mange annonceformater at vælge imellem, herunder tekstannoncer, billedeannoncer, videoannoncer og meget mere. Her bør du vælge et annonceformat, som viser produktet. Det har meget større chance for at tiltrække sig folks opmærksomhed.
  • Vælg de rigtige søgeord: Søgeord er afgørende for at nå ud til de rigtige mennesker. Her bliver folks søgninger mere og mere produktspecifikke, jo tættere de er på at købe. Derfor bør du oprette annoncekampagner for både produktkategorier, produktnavnet og brandet og det specifikke produktnavn inkl. modelbetegnelse.

Hvor høje bud har du råd til?

Den som betaler mest for et klik, er den som får vist sine Google Ads i søgeresultaterne.

Det foregår ved hjælp af en hurtig auktion, som afholdes blandt de webshops, som har lagt bud ind på den pågældende søgning. Så jo flere af dine konkurrenter, der vil have deres annonce vist, jo højere et bud skal du lægge for at være sikker på, at du får vist annoncen.

Når vi taler bud, skal du angive, hvor mange penge du maksimalt vil give for en visning. Det er ikke ensbetydende med, at du betaler det maksimale beløb hver gang, du vinder en budrunde. For har de andre webshops ikke langt nær så høje bud, som du selv har, betaler du kun en budpris, der ligger lige over det højeste bud fra de andre webshop.

Samtidig præmierer Google dig for godt og informativt indhold på produktsiden, samt en god sammenhæng mellem ordlyden i annoncen og på produktsiden. Derfor kan det betale sig at ofre tid på at skabe gode produktbeskrivelser. Og finpudse ordlyden i annoncerne.

Sådan regner du din budpris ud

Det springende punkt er at regne ud, hvor højt et bud, du har råd til at lægge på at få vist din annonce. For buddet skal også kunne tjene sig hjem i form af et salg. Altså skal du ikke give et højere bud, end at du kan tjene buddet hjem i det overskud, salget giver dig.

Her skal du selvfølgelig ikke kaste hele avancen på produktet efter dine Google Ads. I stedet skal du beslutte dig for, hvor mange procent af overskuddet, du vil investere i annoncering for produktet. Her viser erfaringerne, at du med fordel kan bruge 10-20 % af overskuddet på annoncering alt efter størrelsen på avancen.

Samtidig skal du huske på, at det ikke er hver gang, folk klikker på din annonce (så du skal betale for den), at du er sikker på at få et salg. Der vil altid være nogen, som klikker uden at købe af dig.

Så viser erfaringen, at det i gennemsnit kun er hver tiende, der klikker på din annonce, som rent faktisk køber af dig, skal der også være råd til at betale for de 9 klik, som ikke giver noget salg i den procentdel af overskuddet, du har afsat til annoncer.

Lad os sige, du har et produkt, som du tjener 100 kroner på at sælge. Vælger du at bruge 10 % af overskuddet på annoncering, og viser erfaringerne, at du kun får et salg for hver 10. klik på din annonce, har du maksimalt råd til at byde 1 krone pr. gang for annoncen.

Din opfølgning sikrer dig mod at båle penge af på Google Ads

Når først kampagnen kører, er det sidste punkt i processen vigtigt at foretage regelmæssigt – ellers risikerer du, at en kampagne som rammer for bredt, båler hele dit annoncebudget af, uden at det giver et eneste salg.

Derfor skal du altid starte med at følge op på nye annoncekampagner dagligt i den første uge, kampagnen kører. Når først kampagnen begynder at give et bedre overskud, kan du så gå over til at følge op på den en gang om ugen.

Dandomain - Webshop

Sådan kommer du i gang med Google Shopping

Når du har oprettet en Google Ads konto, kan du også vælge at sætte din annoncering på autopilot i Google Shopping. Det er – som allerede nævnt – de produktannoncer, der vises i en karrusel over søgeresultaterne på specifikke produktsøgninger på Google.

Google Shopping fungerer ved, at du laver et produktfeed fra din webshop, som sender billede, produktnavn og pris over til Google. Når først du har oprettet feedet, vil de ændringer, du foretager i webshoppen af f.eks. produktets pris slå igennem i de Google Shopping-annoncer, der vises for produktet.

Når feedet er sat op, laver du så Google Ads, og vælger Google Shopping som visningsformat for annoncerne.

Det foregår på denne måde:

  1. Opret en Google Merchant Center-konto: Først skal du oprette en konto på Google Merchant Center. Det er en platform, som hjælper dig med at uploade dine produktdata til Google Shopping. Du kan oprette en konto ved at gå ind på https://merchant.google.com og følge instruktionerne der.
  2. Opret en produkt-feed: Når du har oprettet en konto på Merchant Center, skal du oprette en produkt-feed ved at uploade en CSV- eller TXT-fil, som indeholder produktdata på de produkter, du vil annoncere for. Igen kan du med fordel følge vejledningen og bruge det eksempel-regneark, som ligger tilgængeligt.
  3. Gennemgå dine produktdata: Efter du har uploadet din produkt-feed, gennemgår Google Merchant Center dine produktdata for at sikre, at de opfylder Googles retningslinjer. Hvis der er fejl i dine data, vil Google give en advarsel, så du kan rette produktdataene, før produkterne vises i Google Shopping.
  4. Opret en Google Shopping-kampagne: Gå derefter over i Google Ads, og opret en Google Shopping-kampagne for dine produkter i produktfeedet ved at følge instruktionerne. Vælg derefter dit budget, målretning og budstrategi.
  5. Tilføj din Merchant Center-konto til din Google Ads-konto ved at følge instruktionerne i Google Ads.
  6. Opbyg dine Google Shopping-annoncer: Til sidst skal du opbygge dine Google Shopping-annoncer ved at vælge de produkter, du vil annoncere for i hver enkelt kampagne, og oprette annoncerne i Google Ads på samme måde, som vi gennemgik ovenfor.

Igen kan du bruge de råd, som vi har givet under gennemgangen af Google Ads til at bestemme annoncestrategi, budpris og så videre. Og lige som med de andre Google Ads, er det vigtigt, at du holder øje med og løbende justerer dine Google Shopping ads, så du ikke bruger unødigt annoncebudget på annoncer, der ikke giver nogle salg.

Få flere salg med Google Ads og Google Shopping

Sådan!

Nu er du klar til at komme i gang med Google Ads og Google Shopping.

Følg trin for trin vejledningerne og de gode råd ovenfor. Og husk at blive ved med at følge op på dine annoncekampagner.

Så er du sikker på, at du får flere salg og større omsætning i din webshop med betalt annoncering.

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *