Liveshopping – skab spændende events, som øger din omsætning og styrker kundeloyaliteten

Liveshopping er en fantastisk mulighed for at skabe en fysisk købsoplevelse for kunderne i din webshop – og giver dig nogle helt fantastiske muligheder for at booste din omsætning og skabe en tættere relation til kunderne. Læs med her, og bliv inspireret til, hvordan du kan bruge liveshopping til markedsføring og branding af din webshop.

Liveshopping blev lynhurtigt hot under coronapandemien, hvor nedlukninger og fysiske regler gjorde det svært at drive fysiske butikker.

Samtidig blev det startskuddet til en helt ny måde for nettets webshop at skabe en tættere relation til kunderne på. Og derved distancere sig endnu mere fra de mange webshops, som sælger nøjagtigt det samme som dig.


Hvordan fungerer liveshopping?

Liveshopping er en online event, som enten kan foregå som en Facebook live eller streames både på de sociale medier og direkte fra din webshop via specialplatforme som f.eks. ELISA.

I praksis foregår liveshopping ved, at du – eller dine dygtige ansatte – præsenterer de forskellige produkter for tilhørerne i en brugergrænseflade, hvor seerne kan klikke sig direkte ind på produkterne. Eller lægge dem direkte i kurven fra live-eventen.

Har kunderne spørgsmål til produkterne, kan de stille dem i chatten på liveeventen. Herfra kan du selv besvare spørgsmålene undervejs. Det er dog altid en god ide at have en eller flere medarbejdere siddende klar til at besvare kundespørgsmålene undervejs, så folk kan få svar med det samme.

Undervejs kan du spice stemningen op med små konkurrencer og aktivere seerne på forskellige andre måder. Det øger underholdningsværdien ved eventen, og får flere til at blive hængende, hele vejen til du slutter. Særligt hvis en af betingelserne for at deltage i konkurrencen er, at folk skal være til stede online, for at få præmien, når vinderen trækkes til sidst.

Vil du se nogle gode eksempler på, hvordan liveshopping fungerer i praksis, kan du tjekke f.eks. Sprii.live. Her kan de se en masse forskellige liveshopping-events, som er bygget på ELISA-platformen.

enbrug liveeventen og bliv ved med at sælge

Efter liveeventen kan du lægge en optagelse ud på webshoppen, som folk kan blive inspireret af. Vælger du en af de særlig liveshopping-platforme, beholder liveshopping-eventen sin funktionalitet, så folk fortsat kan klikke produkterne direkte i kurven. Eller klikke sig ind og læse mere om produkterne på webshoppen.

Du kan også klippe de forskellige produktpræsentationer ud, og sætte dem ind som fængende videoer på produktsiderne. Det øger erfaringsvis konverteringsraten for de enkelte produkter, fordi folk bliver grebet af stemningen, og følger sig godt betjent af demonstrationen af produktet.

Billy - Regnskabsprogram

Hvad skal du bruge til liveshopping?

For at komme i gang med liveshopping er det nødvendigt at investere i lidt udstyr. Og øve dig i at blive en god vært ved et live event.

Opbyg et professionelt studie med små midler

For skal dine varer – og du selv – tage sig bedst muligt ud, er det vigtigt, at folk får et godt billede, har nemt ved at høre, hvad der bliver sagt, og kan se produkterne klart og tydeligt.

Er liveshopping noget, du planlægger at køre regelmæssigt, kan du med fordel bygge et mere permanent studie. F.eks. i et kontorlokale eller i et hjørne af lageret. Det betyder, at du skal anskaffe dig:

  • Et godt webkamera med en høj opløsning – eller bruge en nyere smartphone, som er monteret på et stativ.
  • Gode, kraftige lyskilder – og helst 3 af dem, så du effektivt kan fjerne alle skygger på produkter og personer.
  • Trådløse mikrofoner og en boomer-mike – så alle kan høre, hvad du siger og lyden spiller max hele vejen.
  • Et backdrop – et ensfarvet klæde, du kan hænge ned fra loftet i en blød bue, som skaber en rolig baggrund.
  • En disk, nogle hylder og en barstool – så du har noget at præsentere produkterne på, og et sted at sidde.

Men vil du bare prøve liveshopping af, kan du også leje dig ind i et professionelt video-studie. Enten hos en fotograf i nabolaget eller hos den liveshopping-platform, som du kører liveeventen hos.

Tips til den gode liveshopping-vært

Udover det rigtige udstyr, skal du som vært kunne gøre liveshopping-eventen spændende og interessant at se med på. For jo længere, du kan få folk til at se med, jo større er chancerne for, at de køber noget af dig.

Derfor er det bl.a. vigtigt, at du:

  • Forbereder dig grundigt – så du kan præsentere produkterne med en lethed og naturlighed, der får det til at se ud som om, du kender produkterne virkelig indgående.
  • Har produkter nok – til den annoncerede længde på liveshopping eventen. Afsæt mellem 2-4 minutter til at præsentere hvert produkt, og 3-5 minutter til at besvare spørgsmål fra seerne. Gang det op med antallet af produkter, og afsæt 5 minutter før og efter produktpræsentationerne til introduktion og afslutning.
  • Starter stærkt – med en fængende introduktion, som skaber en god stemning og noget hype om eventen. Brug elementer som f.eks. en gennemgående konkurrence til at gøre det relevant at blive hængende. Sørg også for at få sat gang i chatten fra starten af, ved f.eks. at spørge til, hvor folk ser med fra. Jo hurtigere og jo flere, du kan få til at kommentere, jo mere liv bliver der i tingene.
  • Opsummerer til sidst – ligesom til f.eks. Melodigrandprix er det en god ide at opsummere alle produkterne til sidst, og komme med en overraskende bonus. F.eks. et gratis produkt eller 10 % rabat til alle live-deltagere på det, de har lagt i kurven undervejs.
  • Lærer at vise produkterne frem – så folk kan se dem tydeligt, uden at andre elementer som f.eks. Køb-knap, infobokse med videre skygger for produkterne undervejs. En placering midt i billedet og så tæt på kameraet, at du kan vise produkterne både i fuld størrelse og helt tæt på, giver oftest den bedste oplevelse.
  • Er forberedt på det uventede – f.eks. hvis teknikken driller, forbindelsen hakker i det, eller mange begynder at droppe ud fra eventen. Eller en af seerne begynder at tale dårligt om webshoppen eller produkterne. Lav en fast handlingsplan, og hold jer til den, hvis der opstår problemer.
  • Laver test-events, før du går i luften – f.eks. ved at invitere familie, venner og de mest trofaste kunder til en test-event. Eller at du bare afholder live-eventen for de andre medarbejdere i webshoppen. Så kan I efterfølgende evaluere eventen og luge børnesygdommene ud, inden det bliver alvor.

Liveshopping-strategi – flere store eller mange små events

Der er altid en god undskyldning for at afholde et liveshopping-event.

Du kan f.eks. bruge liveshopping på samme måde som fysiske butikker typisk bruger udsalg og markeringer af fødselsdage, helligdage og diverse shopping events som bl.a. Mors og Fars dag, Valentines og Black Friday. Det er tit lidt større events, som du kan bygge op til over en længere periode forud for eventen.

Du kan også skabe tema-liveshopping events, som omhandler produkter som f.eks. løser det samme problem, ligger inden for en bestemt produktkategori eller bruges ved bestemte lejligheder. De kan f.eks. afholdes på bestemte dage hver måned, hver 14. dag, hver uge eller måske kun en gang i kvartalet.

Altså kan du kort sagt afholde liveshopping events præcis lige så tit og i nøjagtig den længde, som passer bedst til den målgruppe, du henvender sig til. Eller som du har produkter nok til.

Morningscore

Oftest kommer det største salg på sigt

Det er utroligt, hvor stor omsætning en godt afholdt liveshopping event kan generere på selve dagen.

Men faktisk er det endnu mere utroligt, hvor meget mere omsætning optagelsen af liveshopping eventen kan ende med at generere på sigt.

For bruger du dine optagede liveshopping events strategisk korrekt på f.eks. kategorisider, blogindlæg og på produktsider, kan din event blive ved med at generere salg.

For vi mennesker køber af mennesker – og med liveshopping bliver folkene bag webshoppen synlige for den enkelte kunde.

Og det er i virkeligheden nok det stærkeste ved liveshopping events.

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *