Sådan hjalp jeg Celia med at sælge for 9.058 kr. de første tre dage

Celia Schow fra Lavenblog.dk har designet sit eget WordPress tema, som er henvendt til bloggere. Hun havde brug for en webshopplatform til at sælge sit nye tema. Kravet var, at det skulle fungere uden problemer og generelt være simpelt.

Vi valgte Shopify til hende og på de første tre dage havde det tjent sig ind, da hun solgte for 9.058 kr.

I dette indlæg kommer jeg ind på, hvorfor vi valgte Shopify, og hvordan vi ændrede nogle ting på webshoppen, efter hun stort set ikke solgte noget første dag.

Derfor valgte hun mig

Jeg startede med at tage en snak med hende om hendes behov og herefter forklare hende, hvilke muligheder hun havde med henholdsvis Shopify og WooCommerce.

Celias eneste krav var, at hun fik en webshop som var simpel, og som kunne sælge hendes tema. Hun var ligeglad med, hvilken webshopplatform, som jeg valgte til hende. Jeg skulle blot vælge den, som jeg mente var bedst til hende.

Hun havde allerede læst flere af mine gratis guides og fået en god forståelse for, hvilke muligheder man har med en webshop. Hun var positiv overrasket over, at jeg kunne forklare tingene til hende i et letforståeligt sprog.

Mine guides er skrevet, så alle kan sætte deres egen webshop op med et købetema, hvis de har lyst til det, men det tager tid at forstå det hele. Da jeg allerede forstår de ting, kunne Celia hurtigt komme i gang med at sælge sit produkt og derved tjene penge.

Ofte oplever jeg også, at mange går kold, når de skal opsætte deres egen webshop, fordi det ikke er her, at deres fokus er. De vil gerne i gang med at sælge produkter, og så kan det være demotiverende, at skulle opbygge en webshop.

Det er her, hvor jeg kan hjælpe, da jeg har forstand på at opsætte webshops i både Shopify og WooCommerce.

Så den primære årsag til, at Celia valgte mig, var, at hun gerne vil hurtigt i gang med at sælge sit produkt, og at hun ikke gad bruge sin tid og energi på opbygning af webshoppen.

Med min hjælp kom hun hurtigt i gang med at tjene penge på sit tema.

Hvem er Celia fra Lavenblog.dk?

Celia Schow står bag hjemmesiden Lavenblog.dk, hvor hun skriver guides til blogging i et letforståeligt sprog. Det er alt fra gode råd til at få flere læsere til tekniske guides.

Som navnet antyder, er det en hjemmeside, som man kan få stor gavn af, hvis man er blogger eller gerne vil være det. Det er bloggere, som det hele handler om.

Celia blogger selv, og hun var træt af de bloggingtemaer, der var derude. Derfor besluttede hun sig for at designe sit eget tema, som er designet med fokus på bloggere.

Fra starten af havde hun besluttet, at det skulle være simpelt at få til at se flot ud. Med mange temaer ender bloggere med at bruge alt for lang tid på selve temaet, og det gør, at mange aldrig kommer i gang med at blogge.

Der er mange tanker bag hendes tema, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i dette indlæg. I stedet skal vi kigge nærmere på, hvordan man kan bruge Shopify til at sælge et digitalt produkt, og hvorfor det altid er vigtigt at overbevise sine besøgende om, at de skal købe ens produkt(er).

Valget stod mellem Shopify og WooCommerce

Hendes webshop har jeg oprettet på et subdomæne til hendes hjemmeside. Hendes webshop ligger på bold.lavenblog.dk. Grunden til, at vi valgte at gå med Shopify fremfor WooCommerce, var, at Shopify er en ren webshopplatform, og det betyder bl.a., at man ikke ender med at skulle bruge tid på teknisk bøvl.

Faktisk har der ikke været nogle tekniske problemer med hendes Shopify webshop i alt den tid, hun har haft den.

På Amino.dk har jeg skrevet lidt tanker om fordele og ulemper ved WooCommerce og Shopify, som du kan læse her.

En anden årsag til at valget faldt på Shopify var temaerne. Jeg viste hende en række temaer til henholdvis WooCommerce og Shopify, og hun var generelt mest imponeret over temaerne til Shopify.

Generelt set kan man godt mærke, at Shopify kun er lavet til webshops, så alt er bygget til at håndtere en webshop. Det gør det let at arbejde med, når ens webshop skal opsættes, og når webshoppen skal vedligeholdes.

Når du vælger Shopify, skal du være opmærksom på, at funktioner som ikke er med i dit tema, kun virker ved hjælp af apps. Disse apps bliver betalt pr. måned, så hvis du har mange af dem, kan det pludselig blive dyrt at drive din webshop.

Det er vigtigt, at du tænker over, hvad din webshop skal kunne, inden du går i gang. Det gjorde jeg ved BOLD webshoppen, og derfor fandt jeg hurtigt ud af, at vi kunne lave den stort set uden apps.

Hvordan sælger du et digitalt produkt med Shopify

Da et WordPress tema ikke er et fysisk produkt, skal det af åbenlyse grunde heller ikke sendes ud med posten. Det betyder, at kunderne får deres tema tilsendt på e-mail med det samme, at de køber det.

Modsat med WooCommerce så er dette ikke en integreret del af Shopify. Det betyder, at man skal gøre nogle ting for at få det til at fungere. Tidligere havde Shopify lavet en gratis app, som vi kunne have brugt, men de holdt desværre op med at opdatere den.

I stedet brugte jeg SendOwl, som koster 15 USD om måneden. For at sætte det op hentede jeg det i Shopifys app store. Herefter tilmeldte jeg Celia på SendOwls hjemmeside, og så er man faktisk i gang. Der kommer snart en guide til, hvordan du sætter det op, hvis du også vil bruge det til at sælge digitale produkter.

Igennem SendOwls hjemmeside uploadede jeg temaet og knyttede det sammen med produktet hos Shopify.

Herudover foregår alt på samme måde, som jeg har beskrevet i mine guides om Shopify.

Lettere ikke at starte på nul

Når du starter en webshop, er det selvfølgelig lettere, hvis du allerede har nogen at sælge til. Celia havde allerede nogen tilmeldt på sit nyhedsbrev.

Det gav hende en kæmpe fordel, da hun kunne sende et nyhedsbrev ud, hvor hun fortalte om sit nye bloggertema.

Det er altid godt, at have nogen du kan sælge til fra starten af, men som jeg kommer ind på i afsnittet “Hvorfor temaet ikke solgte første dag,” er det ikke nok, at man har nogen, man kan henvende sig til. Du skal hele tiden overbevise dine besøgende om, at de skal købe.

Hvis det er muligt, vil jeg anbefale dig, at du sætter dig ned og skaber en masse godt indhold. Det giver dig mulighed for ikke at starte på nul, når du skal i gang med at sælge dine produkter.

Betyder det, at du ikke kan få succes, hvis du ikke har en god lancering? Nej, selvfølgelig ikke.

Hvis du starter på nul?

Hvis du ikke har nogle at sælge til fra starten af, skal du ikke lade dig slå ud af det.  Så skal du i gang med at lave markedsføring.

Med internettet har det aldrig været lettere at markedsføre sine produkter uden et kæmpe markedsføringsbudget. Men der er stor konkurrence, da alle har mulighed for det.

Det kan hjælpe, hvis du tænker lidt ud ad boksen. Du skal ikke kun kigge på hvad dine konkurrenter gør. Ofte er det mere interessant, hvad de ikke gør.

Du skal hele tiden vise dine kunder, hvorfor de skal købe dine produkter. Selvom Celia kunne sende sin webshop ud via nyhedsbrev, solgte hun faktisk bedst på den dag, hvor færre besøgte hendes webshop.

Det er her, at du kan lære en masse om dine besøgende.

Derfor solgte temaet ikke første dag

google-analytics-for-BOLD

Billedet er taget fra webshoppens Google Analytics, hvor man kan se, at der var klart flest inde første dag. Jeg har ingen tal på, så det er mere for at vise, at der kom mange ind første dag, hvor hun kun solgte for 499 kr. og dagen efter 698,60 kr. Det var først, da vi lavede en række ændringer på siden, at besøgende begyndte at konvertere til salg.

På 3. dagen solgte hun for 7.861 kr., og det viser, at det er vigtigt, hvad der møder dine besøgende, når de kommer ind på en webshop.

De besøgende, der kom ind i starten, var allerede nogen, som Celia Schow havde overbevist om, at hun er værd at følge, og det fik os til at glemme vigtigheden af at forklare, hvorfor de skulle købe WordPress temaet.

Nu tænker du sikkert, hvordan kan man glemme det? Svaret er, at Celia har en masse trofaste læsere, som har meget tillid til hendes arbejde. Tanken var, at hun hurtigt skulle i gang med at sælge sit tema ved at lave en simpel hjemmeside.

Det betød, at man kom ind på webshoppen, og så var det stort set kun muligt at købe temaet. I menuen var der kun links til en installationsguide og en supportside.

Det virkede slet ikke, da folk ikke forstod, hvorfor de skulle købe hendes tema og ikke bare et af de mange andre temaer på markedet. Hvis der er usikkerhed hos en kunde, køber de ikke af dig. Selvom du allerede har skabt tillid mellem dig og dine besøgende, skal du stadigvæk overbevise dem om, hvad dit produkt kan gøre for dem.

Jeg har desværre ikke noget billede af, hvordan webshoppen så ud i starten. Det var opbygget på samme måde som nu, men hvor besøgende kun kunne købe produktet.

Vi satte os derfor ned og tænkte over, hvordan vi fortsat kunne have en simpel webshop men samtidig forklare besøgende, hvorfor de skulle købe temaet.

Det skulle være nogle ting, som vi hurtigt kunne ændre, så hun ikke gik glip af flere af salgene i hendes lanceringsfase. Målet var at vise de besøgende, at hun havde det perfekte tema til bloggere.

Hvordan vi lavede nogle hurtige (værdiskabende) ændringer

Da vi havde travlt, var vores fokus på ting, som vi hurtigt kunne sætte ind på webshoppen. Vi skriv en informationstekst, så besøgende kunne læse, hvorfor temaet var godt for bloggere.

Herunder kan du se, hvad vi skrev for at skabe noget mere tillid om produktet.

texts-for-webshop-

Det er ikke, fordi punkterne er revolutionerende, men de er med til at forklare besøgende, at de køber et tema, som de kan bruge. Du skal aldrig regne med, at dine besøgende selv gætter, hvor fantastisk dit produkt er. Du bliver nødt til at forklare det til dem.

Det er bedre at vise, hvad dit produkt kan fremfor kun at skrive om det. Da Celia sælger et WordPress tema, var det oplagt at smide en demo ind på siden, så man kan se, hvad man får. Det var hele tiden planen, at der skulle være en avanceret demo, hvor man kunne vælge nogle forskellige ting for at vise, hvad man kan ændre i temaet.

Men da vi gerne ville have en demo hurtigt ud, valgte vi den simple løsning med at installere et demotema på et subdomæne.

menupunkt-BOLD-theme

Når besøgende trykker på det nye menupunkt, kommer de ind på næste side, hvor de kan vælge mellem at se en ren demo eller se temaet blive brugt på Celia Isabella Schows personlige blog.

BOLD-demo

Sådan ser BOLD demoen ud

BOLD demoen er blot en installation af temaet med tilfældig tekst og billeder. Den viser ikke hvilke muligheder man har i kontrolpanelet. Den er kun lavet for at give en fornemmelse af, hvordan ens blog kan se ud.

Her kan besøgende bl.a. se, at billederne i sidebar og på forsiden flugter, som de faktisk ikke gør i de fleste temaer til bloggere.

Design af webshop

Webshoppen er lavet med et Shopify tema, og ideen var hele tiden, at der skulle ske så lidt som muligt på den. Det skyldes, at webshoppen er en del af hjemmesiden Lavenblog.dk, hvor det er meningen, at der vil være guides til temaet.

I dag har Shopify lavet et plugin til WordPress, så hvis du ønsker at sælge produkter via din WordPress blog eller hjemmeside, kan du sagtens bruge Shopify som salgsplatform uden at dine kunder skal over på en anden side. Du kan læse mere om denne mulighed her.

Det var ikke muligt, da Celia lancerede sit tema, og derfor valgte vi et simpelt tema, som er designet til kun at sælge et produkt. Forsiden består af selve produktet og noget informationstekst.

BOLD-theme-for-sale

Ideen er, at besøgende allerede har hørt om temaet, når de kommer ind på webshoppen, og det skal derfor være let for dem at købe temaet.

Så længe Celia kun har et tema, forbliver webshoppen simpel med produktet på forsiden. Men der skal mere information på den, som kan overbevise besøgende om, at de skal købe temaet.

Der er allerede en række tiltag i støbeskeen.

Fremtiden for temaet?

Der skal skabes mere indhold på webshoppen om temaet. Her er videoindhold oplagt, da Celia her kan vise og forklare bloggere, hvorfor hendes tema er det rigtige valg for dem.

Det handler om at vise bloggere, at der er tænkt over hver eneste lille detalje. Det skal ikke forstås på den måde, at det skal være lange tekniske forklaringer om temaets funktioner. Ideen er at vise, hvorfor detaljerne giver et mere professionelt look til ens blog.

Herunder hvordan de let og hurtigt kan gøre bloggen mere personlig uden at miste selve temaets look.

Disse videoer skal fylde en mere integreret del af webshoppen, så besøgende hurtigt kan se, at temaet er noget for dem. Jeg har ofte købt WordPress temaer udfra deres demo, hvorefter jeg har fundet ud af, at de ikke helt kunne det, som jeg havde håbet.

Målet er at få en masse glade kunder.

2 replies
  1. Henrik Skora
    Henrik Skora says:

    Meget god og informativ artikel. Tak for det. Jeg anvender selv Woo og forstår måske ikke rigtig det fede ved at anvende Shopify. Det vil jeg forsøge at undersøge. For det er jo tit sådan, at hvis man kan sælge noget selv om der er et gratis alternativ … Så er den nok en grund til det.

    Svar
    • jonas
      jonas says:

      Jeg synes, at der er fordele og ulemper ved begge platforme. Det jeg godt kan lide ved Shopify er, at jeg stort set ikke bruger vedligeholdelsestid på webshops på deres platform. Det gør sig desværre ikke altid gældende for WooCommerce, da både WordPress, ens tema og ens plugins skal spille det sammen. Det er i hvert fald mine erfaringer.

      Men blogdelen er så vanvittig bedre i WordPress end hos Shopify.

      Hvis du vil vide mere om Shopify, er du velkommen til at læse mine guides om dem. Hvis det er, kan du også bruge Shopify sammen med WordPress nu, hvis du ønsker det.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *